DE 7 SLØR - 4. slør
4. SLØR - HJERTE CHAKRA
Personlig hersker: Solen
Sjælelig hersker: Jupiter
Når vi når til det punkt i vores udvikling, hvor hjertets bevidsthed for alvor begynder at vågne, så overskrides en vigtig tærskel i sindet. Vi er nu trådt ind på den indre vej igennem Vægtens port, hvor vi har efterladt diverse tendenser til at please vores omgivelser for til gengæld én gang for alle, at forlade os på vores indre sandhed. (Eris - som hersker i det sekundære mellemgulvs chakra)
Det er her ‘energierne vender’ som det siges og vi identificerer os nu ikke længere blot med at være personer, der stræber efter mere og mere vækst og bevidsthed, men i højere grad med at være sjæle, der er her for at bidrage med det lys, der samtidig begynder at strømme igennem os. Hvor udviklingen hidtil udelukkende har handlet om bevidsthedens opvågning, handler den nu i stigende grad om balancen imellem personlighedens krav om sikkerhed og den sjælelige åbning for indstrømning. Opretholdelsen af denne balance er alfa og omega, da den langsomme afvikling/udrensning af de personlige lag, der går i gang, er decideret nødvendig for, at kunne rumme de stigende mængder af lys. Uden en passende respekt for tempoet i den fysiske dimension med alle dens begrænsninger og personlige bagage, kan vi opleve at ende ud i ekstreme, illusoriske tilstande, hvor vi fuldkommen mister jordforbindelsen. Og så er vi ikke til megen gavn, for vi har simpelthen glemt at lytte til vores indre kompas: at det ikke handler om stige til himmels, men om at bringe himmelen ned på jorden. Det er derfor vi er her og netop derfor er vi nødt til rent faktisk at VÆRE her i vores krop, på jorden - med alt hvad det nu engang indebærer. Og det er evig justering, for lyset og de indsigter og oplevelser af andre dimensioner, som det bringer med sig, kan være særdeles overvældende og endda afhængighedsskabende, hvis vi ikke er opmærksomme.
Det er netop på dette stadie, at mange snubler og bliver opslugt af det spirituelle Ego eller, i værste fald, mister sig selv fuldkommen og bliver ude af stand til at fungere i den fysiske virkelighed. Derfor bliver skelneevnen, Jupiter, det allervigtigste kompas i denne proces. Spørgsmålene: Er det her kærligt for helheden? Eller er det mest mit eget behov for anderkendelse? udgør en vigtig, kontinuerlig praksis og svaret kan ikke regnes ud, men kun mærkes i hjertet.
I hjerte chakra møder vi til en start os selv, vores sande identitet Solen, som repræsenterer vores indre lys. Fra at have været styret af Måne bevidsthed, dvs. de gamle tilstande og rollemønstre, som vi er inkarneret i i denne omgang og som ikke i sig selv kan skabe noget nyt, så mærker vi Solens godgørende vitalitet og skaberkraft. Det er i sig selv et meget stort og vigtigt identitetsskifte og måske også vigtigt at sige, at størstedelen af jordens befolkning endnu ikke er nået til dette stadie. Alt den tumult vi ser i denne tid handler, i sin essens, om netop et skift af kollektiv identitet - fra det re-aktive selv ( Månen), der igen og igen udspiller de samme uhensigtsmæssige og egen kærlige mønstre til det kreative selv ( Solen), som er optage af at skabe noget nyt til gavn for helheden.
Selvom dette i sig selv kan være en meget positiv indflydelse findes også her et slør, som vi må være opmærksomme på. For når vi for alvor begynder at skinne med vores helt eget, unikke lys til verden, så kan det afstedkomme så fantastiske forandringer i vores omgivelser, at det kan være svært ikke at tro, at det er OS, der er uendeligt fantastiske. Vores omverden, ikke mindst dem, der stadig befinder sig i Måne identiteten, kan og vil ofte reflektere vores storhed på en måde, der får os til at føle os omnipotente og som gør at vi behændigt glemmer, at det lys, der strømmer igennem os ikke ER os. Eller ihvertfald ikke kun. Vi glemmer simpelthen at vi blot er kanaler for det lys, der er i og omkring os alle. At vi er skabt i Guds billede, men vi ER ikke Gud i os selv. Vi ER ikke stjernen over alle stjerner, men blot én stjerne blandt en milliard andre omend unik og smuk på sin egen måde. Og det lys vi bærer og bringer til verden, kan kun opleves så stærkt af andre, fordi det minder dem om deres eget indre lys.
Det er paradoksalt fordi vi på én og samme tid er nødt til at identificere os med lyset for virkelig at kunne stå og stråle i vores egen storhed og samtidig må vi ikke knytte os til denne storhed. For samtidig må vi huske at Solen kun er (rock)stjernen og livgiveren i vores eget Sol system, men jo blot en lille stjerne, set fra et universelt perspektiv. Og sådan er det også med os. Vi er alt og ingenting på samme tid og for at rumme den ene pol, må vi også rumme den anden. At kunne være synlig og usynlig på samme tid aka. Løven, hvor Solen hersker og Vandbæreren, det modstående tegn, som med Uranus, repræsenterer et meget større, universelt perspektiv.
Når vi falder i fælden og bliver lige lovligt forelskede i os selv og vores eget lys, så sker der automatisk det, at vi vil have mere af det. I dette tilfælde mere af den spejling og ydre anderkendelse, som nærer os, hvorfor Ego’et begynder at kalkulere hvor det skal lægge sin energi. Hvor det skal lade sit lys skinne for, at få mest muligt ud af det selv. For Ego’et opererer fra et sted, hvor seperation er en realitet og dvs. det tror fejlagtigt at der ikke er lys nok til alle.
Her tydeliggøres forskellen på Solens vs. Jupiters (den esoteriske hersker i hjerte chakra) perspektiv:
Solen:
Noget til nogen noglegange (og helst dem, man er enig med og som klapper én på skulderen, beundrer og/eller idealiserer én)
Jupiter:
Alt til alle altid ( også ens ‘fjender’, Donald Trump, voldsmanden, det modstående politiske parti, de rabiate muslimer, ens irriterende eks kæreste ect.)
Mange selvudnævnte guruer, succesfulde forretningsfolk, spirituelle lærere, stjerner og mange almindelige mennesker på mindre ‘livsscener’ ect. er røget i denne fælde og den dybe sandhed, som findes her, udtrykkes så præcist og potent i denne sætning (citeret af Claus Houlberg - eftersigende fra Esoterisk astrologi af Alice Bailey)
“Når din indre ild brænder klart og din broder/søster varmer sig derved, men du ikke selv bliver optændt af den, så er du ved at være der”
……..
Og vi bliver kun optændt, når Ego’et er involveret. Hvis vi kan stå i lyset uden at knytte os krampagtigt til det som identitet, så kan det strømme ubetinget, frit og kontinuerligt. Og det er netop det, der sker, på den anden side af 4. Slør.
Når Jupiter træder ind på scenen, følger også en dybere forståelse af, at lyset/kærligheden er uendelig(t) og at det vi giver ud, er det, der vender tilbage til os. Altså skødesløs generøsitet, også og måske ikke mindst overfor dem, vi ikke er enige med, betaler sig på et højere plan. Når vi holder igen med at give, holdes energien ligeledes igen i fht. hvad vi modtager. På den måde er der en fuldkommen balance i det universelle regnskab.
Og netop dette udtrykkes i den kenotiske (kriste) vej, som handler om at tømme sig selv for kærlighed. Herigennem ses Yeshua, som repræsentant for en totalt ubetinget og nærmest (set fra et ego perspektiv) ødsel form for generøsitet. Manden, der healede på sabatten og som behandlede tyven og den prostituerede på lige fod med alle andre. Historier, der viser hvordan kærligheden i ham var stærkere end frygten. Hvordan alverdens normer ikke kunne bremse det, han mærkede i hjertet - den ubetingede kærligheds kraft.
Som hersker af 2. stråle, strålen for kærlighed & visdom, er Jupiter det tilgivelseslys, som gives frit til alle, og som heler og bringer kærlighed/sammenhængskraft, til alt hvad, der er blevet splittet/ekskluderet.
Det kan i denne sammenhæng bemærkes, at Jupiter, rent astronomisk, er den eneste planet, der giver mere energi ud, end den modtager. Og måske kunne man sige, at man igennem et sådan Jupitersk tilgang til livet, konstant sætter sig selv i en tilstand, hvor den universelle energi strømmer fuldkommen frit igennem en.
Udtrykt i Yeshua’s udsagn:
“Du kan kun eje det, som du til hver en tid, er villig til at give slip på”
Igen befinder vi os i paradoksernes verden og min erfaring er, at det kræver en total forvandling af det indre operativ system, at praktisere en sådan levemåde. En dyb og længere proces med kontinuerlig afvikling af Ego’et, der ofte er maskeret som fornuftens rationelle stemme. For ved denne tærskel løfter vi os ud over den rationalitet, der fungerer, set fra personlighedens begrænsede perspektiv.
Ved at identificere os med at være sjæle i en krop fremfor personer/kroppe, der har en sjæl, ændres den virkelighed vi lever i og det operativsystem, der hidtil har fungeret, virker således ikke mere. Sagt på en anden måde, vi befinder os så at sige i tyndere luft, hvorfor vores iltmaske må justeres.
Den læreproces, der findes på dette stadie og indtil den tærskel, der kaldes 2. indvielse, handler overordnet om udvikling af intuitionen i forbindelse med kærligheds/skelne evnen. Det lys, der begynder at strømme igennem os, forener nu Jupiter i hjertechakra med Neptun i Solar Plexus og hjælper os med at blive bedre og bedre til at mærke, om de intuitive indsigter (Neptun) vi modtager, er kærlige/gavnlige for helheden eller om de blot er illusoriske tilstande frembragt af det spirituelle Ego’s forføriske væsen. Denne fase viser sig ofte ved store følelsesmæssige udsving og et øget fokus på socialt arbejde, hvor arketypiske temaer i fht. hvornår og hvordan vi bør hjælpe, repræsenterer de universelle lektier, der bliver givet os.
Etiske spørgsmål om afhængighed, omsorgstyranni og identifikationen med at være den store redder/frelser eller det fantastiske spirituelle medium (Neptun) kommer ofte i spil og hele tiden må vi mærke efter. Da Jupiter også repræsenterer humor, som i sin essens er lig med forståelse og kærlighed, kan et vigtigt spørgsmål til egen praksis være: Kan vi grine af os selv? Eller er vi begyndt at tage os selv alt for højtideligt? For hvis det sidste er tilfældet, så har vi mistet jordforbindelsen. Så har vi igen glemt at ingen af os er mere fantastiske end, at vi også bare er små mennesker med en masse fejl og finurligheder. Herregud. Og så må vi give slip. Igen og igen.
I denne fase er vi som regel meget optaget af at udvikle os og det at hjælpe andre, er i virkeligheden en hjælp til os selv. Vores klienter er vores læremestre så at sige og den læring, vi kommer igennem med dem, hjælper os samtidig længere op af bjerget. Ja, det er faktisk den eneste måde, vi selv kan komme videre på. Derfor er det igen, så vigtigt hele tiden at være opmærksomme på, at vi ikke bliver afhængige af netop denne rolle. At vi ikke begynder at missionere, lave omsorgstyranni på folk, der ikke har bedt om det eller at forsøge at redde dem, der har valgt en anden vej. Noget af det vigtigste her, er at huske, at vi alle har en fri vilje, som altid skal respekteres og lige så sørgeligt det kan være, at se andre mennesker ødelægge sig selv, lige så vigtig en erfaring kan det være på netop deres livs vej. Igen må vi huske, at selvom vi har oplevet lyset, er vi stadig blot små mennesker, som ikke kan se det store universelle billede. Vi ved ikke alt, blot fordi vi har oplevet glimt af en anden dimension, så ydmyghed er en vigtig følgesvend.
På et tidspunkt, når vi arbejdet tilstrækkeligt med de intuitive lektier, så når vi til det punkt, der kaldes 2. Indvielse, som er en tærskel, der indikerer, at en vigtig lektie er lært:
Vi er nu i stand til at gøre det rigtige/kærlige/etiske i enhver situation uanset hvad vi ( på det personlige plan) måtte føle omkring det.
Det astrale felt er nu tilstrækkeligt udrenset og forude venter en fase med langt færre følelsesmæssige udsving, men til gengæld med mere konkret ansvar, inspiration og skabelse.
Vi er nu klar til, i højere grad, at blive brugt som kanaler for åndelig indstrømning.
Mere om det i næste afsnit.