Dramatrekanten - i et esoterisk, astrologisk perspektiv

Drama trekanten, formuleret af den amerikanske psykiater Stephen Karpman tilbage i 1948, er en sociologisk model, der beskriver en meget velkendt, men ikke desto mindre yderst uhensigtsmæssig dynamik, der desværre ofte opstår i samspillet mellem mennesker - det være sig individer, familier, større fællesskaber eller hele lande og befolkningsgrupper imellem. 

Modellen består af 3 tilsyneladende modsatrettede poler eller roller, som hver indtages af enten én eller flere individer og som gensidigt påvirker og aktiverer hinanden. 

De 3 roller, der består af henholdsvis offeret, krænkeren og redderen interagerer i en dynamisk vekselvirkning, hvor rollerne ofte skifter undervejs, da de i bund og grund udgør 3 forskellige forsvarsmekanismer med præcis samme intention: 

At undgå, at mærke den underliggende smerte. 

Hvilket selvsagt resulterer i mere lidelse og dysfunktion. 

Hvis vi bruger astrologien som et arketypisk, energi sprog, for alt hvad der findes og foregår i og omkring os, så kan vi se en triangel danne sig imellem 3 arketyper, svarende til de 3 roller i drama trekanten: 

Neptun - Offeret

Mars - Krænkeren

Saturn - Redderen ( den overansvarlige)

Baggrunden for at kæde disse 3 planeter sammen skal findes i den esoteriske lære om strålerne, hvor 6. stråle: Strålen for hengivenhed, også kaldet hjælper strålen, er hersket af henholdsvis Mars (personligt plan) og Neptun (esoterisk plan). 

Denne stråle findes i stråletrianglen imellem de 3 tegn Jomfru, Fisk og Skytte, som ligger på det bevægelige kors. 

Da det bevægelige kors er et 3. stråle kors, aktiveres den esoteriske 3. stråle hersker Saturn, som derigennem udgør et vigtigt balancepunkt imellem Mars & Neptun. 

Disse 3 arketyper udspiller sig på følgende måde i Drama trekanten: 

SATURN - Redderen 

Saturn handler om læring igennem praktisk erfaring, afgrænsning og ansvar, hvilket er lige præcis det, der skal til for at opløse den dysfunktionelle dynamik, der opstår, når vi forsøger at projicere vores egen smerte ud. 

Skyggen af Saturn findes dog i den overansvarlige redder, som i manglen på evne til at rumme sin egen smerte (der aktiveres af offeret) sætter sig selv til side, for fuldt ud at fokusere på det “stakkels” offer, der med glæde rækker armene frem. 

Den tilsyneladende smukke gestus er dog i virkeligheden intet andet end en reaktiv coping strategi, ofte indlært igennem opvæksten i en mere eller mindre dysfunktionel familiestruktur, hvor det, at tage ansvaret for andres (ofte forældrenes) svigt på sig, gjorde det muligt at bevare håbet om en lykkelig slutning. 

Da det ikke var muligt at rumme smerten over de ubehagelige livsomstændigheder på daværende tidspunkt, blev idéen om, at man selv havde ansvaret for og dermed muligheden for at ændre dem, den eneste løsning.  

Når den overansvarlige og tilsyneladende “gode” redder indtager hovedrollen i en given situation, findes og udspiller både krænkeren og offeret sig dog, igennem selvsamme person, i kulissen. 

For idet vi tager ansvaret for offerets liv på os, tager vi også ansvaret FRA ham/hende og dermed den eneste mulighed for at blive fri for den destruktive dynamik, der ligger i kontinuerligt (og tilsyneladende) at give sin kraft væk. Vi tillader dermed det reaktive mønster at fortsætte og anderkender ikke det pågældende menneskes indre ressourcer og mulighed for ved egen kraft at rejse sig og ændre sin livssituation. 

Vi anderkender ikke at vedkommende er underlagt præcis samme jordiske lovmæssighed som os selv: 

Det frie valg. 

Vi gør på den måde os selv omnipotente og uundværlige for offeret og respekterer således ikke vedkommende som et ligeværdigt menneske.

Heri findes krænkelsen. 

Samtidig glemmer vi behændigt, at vi selv både er og var mindst lige så meget ofre for det drama, der nu igen og igen får os til at søge ind i de samme umulige situationer og relationer, hvor vi ender med at blive overtaget af den lidet komfortable redder rolle. 

Heri findes offeret. 

Konsekvensen af dette mønster og det som Redderen/ Saturn må gøre op med, er en dybtliggende skyldfølelse, som hænger sammen med håbet om, at kunne råde bod på den dysfunktion, der fandtes i familien. 

Håbet må altså slippes og de barske realiteter ses i øjnene. Det var aldrig barnets ansvar og kunne derfor aldrig løses af barnet. Hverken dengang eller i dag, hvor redderen/ Saturn ofte har en tvangspræget tendens til igen og igen at gå ind i relationer med hun/huns tilsyneladende modpol: offeret. 

Det ansvar, der er så veludviklet, må altså vendes henimod os selv, så vi langsomt kan lære at sætte grænser, tage ansvar for egne behov og blive vores egen gode forælder. 

Omend det kan føles ubarmhjertigt, må Redderen tage følgende af 6. stråle mesteren Yeshuas budskaber til sig: 

“Rejs dig, tag din seng og gå - du er helbredt”- Matthæus

Ved at give det ansvar, der ikke er vores, tilbage til den anden, tager vi ansvar for vores egen del af den destruktive dynamik og giver samtidig den anden mulighed for at genfinde kraften i sig selv, rejse sig op og tage fat på sit arbejde - indre såvel som ydre. Det er i virkeligheden den bedste og eneste virkelig hjælp, vi kan yde. 

Hjælp til selvhjælp. 

MARS - Krænkeren

Hvis vi skifter perspektiv og træder ind i den del af trekanten, hvor Mars hersker, kommer vi i kontakt med den instinktive, udfarende kraft, der bruges til at opnå, forandre og flytte noget i den ydre verden via. handling. 

Den ubevidste Mars har en særdeles kort lunte og reagerer gerne impulsivt ved at tage sagen i egen hånd og fikse, krænke, angribe det menneske, der stiller sig i vejen for, hvad end det er, Mars mennesket vil lige NU. 

Krænkeren har, akkurat ligesom redderen, aldrig lært, at rumme sin egen smerte og har med stor sandsynlighed oplevet enten selv at blive krænket og/eller at dramatrekanten har udspillet sig imellem forældrene, hvor én af dem eller begge skiftevis har været udsat for enten fysisk eller psykisk vold eller omvendt fuldstændig har undertrykt deres egen vrede, som nu er nødt til at få et outlet igennem barnet. 

I en opvækst, hvor fysisk styrke hyldes eller blot er en nødvendighed for at opnå noget som helst og/ eller hvor det at vise sårbarhed er lig med ydmygelse, bliver vreden og evnen til at bekrige og kontrollere sine omgivelser, ens vigtigste allierede. 

Ofte vil der i tilbageblik findes et skelsættende tidspunkt, hvor krænkeren besluttede sig til aldrig mere at blive ydmyget og være offer, hvilket resulterede i, at vedkommende lukkede af for sin egen sårbarhed. Dette kan som sagt også opstå som en reaktion på forældrenes manglende evne til at sætte grænser, vise vrede og stå i deres egen kraft. 

At tage sagen i egen hånd, blive hård og handlekraftig virkede altså som den bedste og måske eneste løsning for at opnå anderkendelse og ikke mindst for at undgå den ubærlige smerte ved igen at blive krænket selv. 

Ligesom hos Redderen, udspiller de to andre roller sig også i det skjulte igennem krænkeren. Rollen som “den onde” bøddel er heller ikke entydig og vidner om et sårbart offer, der befinder sig lige under det hårde, maskuline skjold. 

Da krænkeren heller ikke er blevet beskyttet og mødt i sine dybere følelser og behov, har han/hun følt sig nødsaget til at sørge for sig selv ved at blive en “go-getter” - ved at råbe højere, hævde sig selv, konkurrere, vise tænder og krænke andre på den ene eller anden måde. Whatever works. 

Bag den “fandens karl” facade findes dog et hjælpesløst offer, der aldrig har lært at bede om hjælp og samarbejde, fordi den naturlige, sunde relation, der burde have været imellem barnet og dets omsorggivere, aldrig blev etableret. I stedet fandtes en dysfunktionel dynamik, hvor et konfliktfyldt miljø præget af stress, præstation, svigt, psykisk og/eller fysisk vold eller lign. satte det sympatiske nervesystem på overarbejde. 

“For hvis ingen passer på og sørger for mig, så må jeg jo selv gøre det”, synes at være mantraet for mennesket med denne prægning. 

Krænkerens/Mars’ dominerende adfærd handler altså ikke om ligegyldighed eller ønsket om at gøre andre ondt, men simpelthen om at redde sig selv og sin individuelle identitet - koste hvad det vil. Heri findes redderen. 

For det er det, der sker, når selvopretholdelses kraften tager over. 

Så sættes etikken over styr og vi handler impulsivt.   

Konsekvenserne af dette er ofte til at få øje på og kan omfatte alt fra voldelig adfærd, kriminalitet, relations og samarbejds-problematikker, stress og helt grundlæggende en manglende evne til at relatere, give slip og tage imod hjælp fra andre. 

Da det ubevidste Mars prægede menneske er gearet til krig og dermed opererer i “overlevelses mode”, kræver det en ofte lang og udfordrende rejse at få landet det overspændte nervesystem. 

Det at slappe af og være åben, føles sårbart og aktiverer den indre smerte, der ligger i at have måttet klare sig selv, præstere og lukke af for sine følelser i en tidlig alder. 

Løsningen findes ikke desto mindre i at bruge sin veludviklede viljes kraft (Mars) til at tage ansvar (Saturn) for det sårbare, indre barn (Neptun), der forårsager alle de ydre problemer og ikke mindst den konstante indre lidelse. 

Et budskab af Yeshua som det Mars prægede menneske må tage til sig er således: 

“Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem.” - Matthæus evangeliet. 

Ved at huske og virkelig forstå den gyldne regel, at alt hvad vi gør mod andre, vil til syvende og sidst vende tilbage til os selv, kan krænkeren langsomt begynde at sætte sig i andres sted, afvikle sine våben og tillade smerten at blive rummet. 

NEPTUN - Offeret

Sidst men ikke mindst har vi hjørnet, hvor Neptun lægger sig med hånden på panden i bedste “Maude ( Matador) stil” og indtager offer rollen med bravour.  

Neptun har at gøre med en dyb form for sensitivitet, der  i sig rummer evnen til at gøre sig fuldkommen til ét med alt i og omkring sig. Dette skaber en indre smerte, der gør det nærmest ubærligt, at befinde sig i den barske fysiske verden, vi lever i. Virkelighedsflugt af forskellig art, misbrug og alverdens afhængigheder hører af samme grund til her, ligesom længslen efter at vende tilbage til den oplevelse af enhed med alt, som føles så naturligt og endda mere virkeligt for det Neptunske væsen end den konkrete virkelighed.  

Med en stærk Neptunsk prægning og de rette, læs. dysfunktionelle omstændigheder, kan vi derfor udvikle en tendens til konstant at søge efter en ydre frelser samt til at bruge offer rollen, som et middel til at opnå det vi ønsker os. 

For det lille barn, gælder det liv eller død, at opnå en stærk tilknytning til sine omsorgsgivere, da det instinktivt ved, at det ikke kan klare sig selv. Derfor søger det kontinuerligt efter det bedste, læs. mest effektive middel til at opnå den opmærksomhed, kærlighed, tryghed og anderkendelse, der er så nødvendig for en sund udvikling - både psykisk og fysisk. 

I det tilfælde at omsorgen ikke bare kommer af sig selv, kan barnet føle sig nødsaget til at manipulere og f.eks. gøre sig ekstra sårbar, spille syg, skabe en besværlig situation for sig selv, græde vildt, beklage sig eller lignende. På den måde apelerer han/hun til redderen og dermed ofte skyld følelsen hos sine forældre/ omsorgsgivere. 

Hvis denne strategi virker efter hensigten og Offeret/ Neptun bliver mødt med den, eller bare lidt af den omsorg, som han/ hun længes efter tilstrækkelig mange gange, sætter det sig som en prægning i systemet. Overlevelsesmekanismen automatiseres i takt med at erfaringen vokser og tilbage står han/ hun med en uhensigtsmæssig reaktion, der bunder i en dybt indlejret overbevisning: 

“For at opnå omsorg, kærlighed, opmærksomhed og anderkendelse fra andre, bliver jeg nødt at trække “offerkortet”, være svag, få dem til at føle sig ansvarlige for og/ eller skyldige i min lidelse og/ eller jeg er nødt til fuldstændig at underlægge mig den andens behov og udslette mig selv”. 

En vigtig og temmelig tragisk men ikke desto mindre rimelig velkendt erfaring i dysfunktionelle familier, kan nemlig være den, at man fuldstændig måtte udslette sig selv, sine behov, krav og grænser bare for at blive set, anderkendt og måske opnå en lille smule kærlighed. 

Dette skaber en dyb splittelse indeni da den ene del af én længes ubønhørligt efter foreningen med et andet menneske, mens den anden er skræmt fra vid og sans, da det erfaringsmæssigt betyder en total opgivelse af ens egen identitet. 

Dette er definitionen på det selvudslettende/ glemte barn, som vokser op med en utydelig og uudviklet fornemmelse af sit eget Jeg, hvilket gør at han/ hun ofte søger sig selv igennem andre. 

Som med alle psykologiske forsvarsstrategier gælder det nemlig, at systemet automatisk forsøger at genskabe situationer, der kan give det indre barn muligheden for at løse den grundlæggende konflikt, der findes. 

Drømmen om endelig, endelig at finde den, der kan frelse én fra sin egen overlevelsesstrategi, at give slip på sig selv og/ eller at falde ind i offer rollen, findes i bedste velgående for det Neptun prægede menneske og løsningen findes i Saturn, i det ubarmhjertige faktum, at den eneste, der nogensinde kan tage ansvaret og frelse én, fra én selv, er, trommehvirvel……….én selv. 

Suk. 

For lige bag offeret findes både en redder og en krænker. Den skjulte redder udspiller sig ofte ved at forsøge at hjælpe andre på en måde hvor man “ofrer” sig selv og dermed igen ender som den, der løber med opmærksomheden. For man var jo ikke bare god, men nærmere en magisk engel sent from above eller noget … Sådan et fantastisk, overnaturligt væsen uden nogen personlige behov og ønsker vel at mærke. ( Altså, ikke et menneske) 

……

Krænkeren ligger derudover i den manipulation, der foregår, som, omend ofte ubevidst, efterlader ens omgivelser med en ubegribelig skyldfølelse og overansvarlighed. 

De tre umiddelbart modsætningsfyldte kræfter Saturn/ Redderen, Mars/ Krænkeren og Neptun/ Offeret fungerer i virkeligheden i en treklang, hvor de er viklet ind i hinanden og udgør tre sider af samme dynamik, der overordnet set har at gøre med mis-brug. 

Misbrug af egen og andres kraft (Mars), misbrug af eget og andres ansvar (Saturn) og misbrug af egen og andres sensitivitet (Neptun). 

For os, der er opvokset med misbruget af disse kræfter som den almindelige dynamik, skal der en hel del bevidsthed og terapeutisk arbejde til, for at kunne identificere, når Dramatrekantens tone er slået an og ikke mindst skal der mobiliseres et enormt nærvær i nuet, så man kan fange sig selv, når tendensen til at forlade sit center og blive overtaget af en af de uhensigtsmæssige roller, er på spil. 

Her i overgangen til Vandbærerens tidsalder erstattes 6. stråles indflydelse af 7. stråle, hvorfor man kunne forestille sig, at et grundlæggende opgør med Dramatrekantens dynamik i det store såvel som i det små, er på vej. 

Et af de rigtig svære, men ikke desto mindre afgørende og som jeg ser det, tvingende nødvendige skridt, vi må tage som individer, familier og samfund for at kunne træde ind i den ny tids frekvens, er den fuldstændige afvikling af Dramatrekantens destruktive dynamik. 

Simpelthen ved at bruge vores mod (Mars) til at tage ansvaret ( Saturn) for vores egen smerte (Neptun) fuldt ud på os. 

Kun sådan kan vi stoppe den endeløse cyklus af krænkelser, krig og konflikter i den ydre såvel som indre verden og desuden efterleve Yeshuas budskab, som et symbol på den lære, vi kan tage med os fra den gamle tidsalder. 

For det Neptun prægede menneske med tendens til at underkaste sig andre og bliver offer for alverdens magtmisbrug, kan det således være altafgørende, at læne sig ind i en højere kraft. 

“Fader, I dine hænder betror jeg min ånd” siger Yeshua, som nogle af de sidste ord inden han ånder ud på korset. 

Han dør ikke som et klynkende offer, men formår med en særlig kraft og klarhed, der kan synes næsten overnaturlig, at hæve sig over det personlige for i stedet for at blive ét med Ånden.

Ved at tage smerten på sig uden modstand, giver han mening til det meningsløse og bliver et levende eksempel på, hvordan vi som mennesker kan møde de kriser, vi uundgåeligt vil komme ud for med bevidsthed og accept. 

For sålænge vi modsætter os smerten og forsøger at projicere den ud, vil vi symbolsk set sidde fast i korsfæstelsen - den evige lidelse. Først når vi er villige til fuldt ud at tage smerten og dermed ansvaret på os, kan lidelsen ophøre og forvandlingen sætte ind. Igennem miraklet sker genfødslen af os selv og derigennem af den nye verden. 

Da opløses alt og vi indser, at vi allerede og altid er det hele. 

Vi er offeret, krænkeren og redderen.

Vi er problemet, problemskaberen og løsningen. 

Vi er lyset, mørket og alle nuancerne. 

Vi er mennesket, sjælen og ånden. 

Vi er alt og intet.

Vi ER. 

…..