Om døden

‘Kun den der for alvor rummer døden, forstår at leve fuldt ud’

Essensen af denne sandhed, bevæger sig igennem mig i disse dage, mens jeg indser, at døden altid har levet i alle mine celler. Åndet mig i nakken, når jeg desperat forsøgte at løbe fra den indsigt, der allerede havde indfundet sig men også pustet liv i alle de drømme, jeg, på ingen tid og af samme grund, fik hakket af på listen. Fordi jeg forstod. Fordi jeg helt ind i sjælen vidste, at vi alle skal herfra og at døden kan indfinde så meget hurtigere end vi mennesker formår at rumme.

Da jeg som 11-årig mistede min mor, græd jeg i en halv time og lukkede derefter ned for følelserne. Efterfølgende nægtede jeg at komme til begravelsen med det påskud, at der var fastelavn i skolen. Jeg kunne ikke rumme sorgen. Kunne ikke rumme døden og det faktum, at min mor selv valgte at tage billetten og dermed forlade mig. Det var for voldsomt, i så ung en alder, at skulle forstå, at alt kunne blive revet væk under én på et split sekund.

Da min far 9 år senere begav sig ud på samme rejse, fik jeg endnu en mulighed for at mærke og favne dødens væsen. Heller ikke dér var jeg klar, omend mere end før og jeg husker ordene fra en clairvoyant, jeg opsøgte kort efter: ‘Du har fået en stor lektie, som det vil tage tid fuldt ud at rumme’.

Hun havde ret og samtidig var der paradoksalt nok slet ingen vej udenom, for den voldsomme vished om livets forgængelighed levede, åndede og vibrerede i hele mit system. Og netop den vished fik mig til at leve som om hver dag var den sidste. At leve fuldt ud, at følge og realisere mine drømme med en sjælden iver, i perioder nærmest desperation. For det var ikke kun for mig jeg gjorde det, men for de mennesker, der havde skabt mig og derefter givet op. På livet, på drømmene, på dem selv. Jeg forstod dybt inde, at jeg havde fået en opgave som healer for hele min familie linie, hvilket gjorde mine drømme og min fulde realisering som menneske decideret magtpåliggende.

Det er derfor jeg er, hvor jeg er idag. Det er derfor jeg aldrig gav eller giver op. I kærlighed til dem, der var og ønsket om at give den kærlighed, som vi aldrig nåede at udveksle i den fysiske dimension. Forståelsen af hvor vigtigt det er, at være der for dem vi elsker. Det klare og kontante NEJ til nogensinde bevidst at svigte andre og dermed også mig selv ved ikke at tage ansvar. Fandme NEJ!

Og sjovt nok handler det om at leve. At værdsætte livet hver eneste dag og leve fuldt, helt og autentisk. Aldrig vente med at gøre det vi mærker aller inderst i vores hjerte. Aldrig lade frygten for afvisning, holde os tilbage fra at give vores kærlighed frit. Aldrig tillade små ting, normer og frygt stå i vejen for at vi kan udleve vores fulde potentiale. Aldrig glemme hvad der er vigtigst. At elske og leve ubetinget og uden filter. Hver dag.

For en dag er det for sent og døden viser sit kærlige og dog så ubarmhjertige ansigt. Og hvis vi fortrænger det i forsøget på at leve komfortabelt, så glemmer vi at leve. For livet er ikke er ikke komfortabelt. Det er råt, vildt, farverigt, kaotisk, smertefuldt og fuldkommen magisk. Det rummer dybder, som den moderne livsstil ikke efterlader meget tid og plads til at opleve. Som det pæne menneske ikke tør konfrontere af frygt for at miste den falske tryghed, som hamsterhjulet, hus, bil, fast arbejde, forsikringer ect. tilbyder os.

I stedet mister vi os selv. Ofrer os selv på bålet i den sødmefyldte glemsel. Hvis bare vi alle vidste at intet i den fysiske dimension varer ved, ville vi også vide at alt er evigt på et andet plan. Så ville vi vide at livet er ganske enkelt, det er kun os selv, der gør det kompliceret. I vores forsøg på at kontrollere den livskraft, der hverken kan eller skal kontrolleres. Forstod vi det, så ville vi vende enhver coach’ vigtigste spørgsmål ~ Hvad vil du med livet? om til ~ Hvad vil livet med dig?

Og netop dér starter magien.

Svaret på de fleste menneskelige udfordringer, ligger i svaret på spørgsmålet:

‘Hvad ville du gøre, hvis du kun havde nogle måneder tilbage at leve i’?

Og svaret er sjovt nok altid det samme omend i forskellig forklædning. Leve, elske og følge hjertes anvisninger uden tøven, forbehold eller filter.

Det er det, jeg har lært af døden og omend det var en voldsomt smertefuld lektie, ville jeg aldrig være foruden. For det har gjort, at jeg LEVER.